Ecreo har eget kontor – midt i fællesskabet
Hos Ecreo handler det om at have plads til at være sig selv – og samtidig nyde godt af fælles mødelokaler, arrangementer og kantine. Det er præcis, hvad virksomheden har fundet i Tech Town Odense.
“Jeg synes, det er fedt, at man kan være en del af en stor Tech Town, men samtidig kan vi have lidt vores eget, hvor der er plads til, at vi kan forme os selv og have vores kultur og det, vi favner hos Ecreo,” siger Design Lead Pernille Larsen.
Ecreo har til huse i sit eget kontorområde lige på den anden side af Tech Towns parkeringsplads. Her sidder i dag 33 medarbejdere, der driver en forretning som strategisk udviklingspartner med fokus på e-handel og kundeportaler. Virksomheden arbejder med platforme som Umbraco, Struct PIM og BigCommerce og udvikler digitale løsninger, der skræddersys til den enkelte kunde.
Egen bygning – men tæt på det hele
Både Pernille Larsen og Rune Kammersgaard Gregersen fremhæver balancen mellem at have egen identitet og samtidig være tæt på et større fællesskab med netværk og faglig inspiration.
“Fordelen er, at man har mulighed for at deltage i vidensdeling med de her Master Classes. Det er fedt, at vi er så tæt på de her faglige events,” siger Pernille Larsen.
Også de praktiske forhold gør en forskel i hverdagen – både for medarbejdere og kunder.
“Hvis jeg skulle nævne det, som jeg bruger mest ved at ligge i Tech Town, så er det, at bussen går lige herude,” siger Rune Kammersgaard Gregersen.
Kommer man i bil, er der fri parkering – og mulighed for opladning af elbil. Kunder og besøgende har let ved at finde vej og bliver mødt af professionelle rammer.
Fleksible kvadratmeter i Tech Town
Når der er brug for mere plads til møder eller andre aktiviteter, er der let adgang til fælles faciliteter. Mødelokaler og fællesområder er store, lyse og fleksible – og fungerer som en naturlig forlængelse af Ecreos egne rammer.
“Når vi har større arrangementer, eller på anden måde har behov for at udvide, så kan vi gå over i en af de tilstødende bygninger,” forklarer Rune Kammersgaard Gregersen.
“Så overvejer man som virksomhed at flytte ud i Tech Town, så er fordelen det her med modulariteten – muligheden for at være sig selv, men også vokse.”